Jeg har startet en ny blog, der handler om mit ønske om at komme tættere på lykke og optimal livsglæde. Bloggen er ment til selvterapi, og for at reflektere over nogen ting og nogen øvelser som kan hjælpe mig med at reducere stress, unødig vrede og irritation, og generelt større livsglæde for mit vedkommende.
Du skal være velkommen til at læse med. Måske er der også noget du kan bruge :)

Du finder bloggen her.

Derudover har jeg også brugt det seneste år på at skrive om mit sukkermisbrug, som snart har nået sit mål. Den finder du her.

Det er ingen hemmelighed at det er en stressende opgave at være mor til en baby (ja, nok også til børn i en vilkårlig alder.. Men det har jeg stadig til gode), og stress har især vist sig at være en af de primære kilder til min depression. Det er nok også derfor mange fødselsdepressioner opstår, og trods navnet kan de udvikle sig lang tid efter den egentlige fødsel.

Alt det kulminere med en masse familie drama. Jeg har følt mine intentioner har været misforstået, og i et i forvejen nyt og usikkert punkt i miljø, planter det sig en masse tvivl og endnu større usikkerhed i min generelle hverdag. Fuldstændig relateret til konflikterne, opstår der flere og flere negative tanker og en kritisk stemme i baghovedet. Pga. barslen kommer jeg ikke nok ud, og pludselig føles det som om at alle hader mig, fordi jeg bruger mere energi på de mennesker som ikke kan lide mig, end de som kan. Jeg kommer ind i et negativt mindset og pludselig bliver jeg selv kritisk overfor min omverden, og brokker mig mere end jeg værdsætter. Det bliver en ond spiral.

Jeg går i perioder og frygter det værste. Jeg står i en unik position hvor jeg kan spotte tegnene før det for alvor har udviklet sig i en sådan grad, at jeg bliver blind for al rationalitet. Selvom det er 4 år siden jeg for alvor slap ud af depressions helvedet, hænger det stadig over mig. Og det vil det nok altid gøre. Jeg vil altid være i risikozonen, og selvom tanken i sig selv er udmattende nok i sig selv, er det desværre noget jeg må bærer med mig lang tid endnu.

Jeg må komme mere ud. Se flere mennesker, som jeg ved jeg kan hygge mig med. Tale om noget andet, end de konflikter jeg har. Meditere mere og nyde det der nydes kan. Ikke forvente det værste eller tro det værste om andre. Planter jeg frøene for positivitet, vil de med tiden vokse.

Det er ikke raketvidenskab at negative mennesker og drama har en negativ effekt på selvværd og livskvalitet, men det er egentlig foruroligende hvor ofte man lader meget stå på, og det alligevel påvirker ens selvtillid indirekte når man går i en konstant atmosfære af dårlig energi.

Det var derfor jeg valgte at cutte kontakten til min far. Alt for meget brok, bedreivdenhed og finger pegeri. Jeg havde ikke brug for det i mit liv, jeg skulle ud af min depression.
Nu er der familiedrama i farevandet igen. Jeg er privilegeret på det punkt ikke at være tynget af en depression, så jeg kan sætte mere energi af til i det mindste at prøve at rede trådene ud. Nogen gange hjælper det, og man finder ud af at det hele bare var en misforståelse. Andre gange gør det ikke, men det bekræfter mig kun i det valg jeg så må gøre, at begrænse kontakten til de mennesker som skaber den uro i mit liv.

Det er vigtigt at kunne skære folk fra, hvis forholdet med dem er anstrengt og kun bidrager til tankemylder og stress. Men for mig er det dog vigtigt at prøve at løse problemet først, og ikke smække med dørene. At råbe og skælde ud eskalere kun situationen, og hvis jeg ved at jeg har haft de bedste intentioner og været imødekommende for en konfliktløsning, så har jeg også det mere ro i sindet, hvis jeg alligevel bliver nødsaget til at skære folk fra, fordi det alligevel ikke kunne løses. Det store spørgsmål er så selvfølgelig, hvor langt man skal gå. Hvor mange chancer man skal smide efter giftige folk, og hvor mange gange man skal brænde sig før man må give op. Men når den negative energi fra forsøgene overstiger fordelene ved at blive venner igen, så er det tid til at sige fra.


Nogen gange bemærker man ikke engang at man har en giftig person i sine kredse. Konflikten er ikke slem nok til at skære kontakten, og man/personen er måske ikke typen lige at starte en dialog omkring det. Nogen gange er det også bare almindelig negativitet der kan smitte. Når jeg bliver stresset bliver jeg sårbar, og når jeg er sårbar er jeg meget let modtagelig for andres negativitet. Det behøver ikke engang være personligt, nogen gange bliver mængden af politiske diskussioner på facebook bare for meget. Men så er det situationen, ikke mennesket, som må begrænses. Såfremt man da er i stand til at spotte kilden. Det kan være en udfordring.

Selvom det ikke har en direkte relation til konflikterne, påvirker det mit selvværd. Pludselig bliver jeg i tvivl om mine evner som maler, noget der ellers har været min passion hele livet. Ikke fordi nogen har set grund til at kritisere mine værker, men mængden af negativ energi flyder over i mit sind, og siver ud i mit selvværd. Et konstant flow af tankemylder om konflikter og problemer, giver et negativt mindset, som kanalisere ud i alle andre, ikke-relaterede tanker.

Negativitet er en smitsom sygdom. Når fremmede i offentligheden bliver utålmodige, bliver man sure på deres dårlige opførsel. Deres dårlige opførsel giver mistillid til sine medmennesker, og man vrisser af den næste der kommer forbi. Og sådan fortsætter cyklussen.

Men ved du hvad? Positiv energi fungere på præcis samme måde. Desværre er vi bare mere tilbøjelige til at lade den negative fæstne sig bedre.

Jeg har kogt mulighederne ned til at min nuværende nedtrygte sindsstilstand skyldes to ting. Vejret, som vækker mindet om en gammel indgroet mentalitet, og tankemylder. Tankerne i mylderet er heldigvis (endnu!) ikke nødvendigvis negative, men det kan være invaderende til tider. Og jeg frygter det kan blive negativt hvis det får lov til at stå på.

Mit blog format har ændret sig en smule siden jeg begyndte at skrive igen, men eftersom jeg ikke fornemmer jeg har nogen faste læsere (hvis nogen læsere overhovedet), skriver jeg alligevel også mest til mig selv. Det er paradoksalt at jeg kan ærgres over at depressive mennesker er svære at nå ind til fordi man ofte overkomplicere det med en "så simpelt er det ikke" undskyldning, for nu tager jeg mig selv i at tænke det samme, når jeg overvejer om mine egne råd kan hjælpe mig. Men jeg er stadig i en ret mild tilstand, så selvfølgelig er det ikke for kompliceret. Det er ikke fordi det ér kompliceret, det er nok snare fordi jeg ikke orker det, og ikke kan overskue det. Men det er altså noget andet.
Især tankemylder kan lægge en tung hjelm om hovedet, hvor det eneste der ikke er tåget, er de tilfældige tanker der danser rundt hele tiden. Så jeg har ikke et klart udsyn eller på nogen måde er i stand til at vinkle min situation særlig rationelt, andet end når jeg har nogen enkelte klare øjeblikke, som nu, hvor jeg kan kigge tilbage og rationalisere.

Det er så i enkelte øjeblikke hvor jeg er heldig at finde netop dén tanke, som kan motivere mig til at holde hovedet oppe. Problemet er bare, at jeg bliver så pokkers glemsom når jeg er nedtrykt og har tankemylder. Jeg har brugt hele dagen i dag på at diskutere med mig selv om jeg burde bryde en ellers positiv 'streak' om ikke at købe slik, fundet mere end rigeligt med argumenter for hvorfor det ikke gavner mig, og kun meget svage argumenter (læs: undskyldninger) for hvorfor jeg skulle gøre en undtagelse, nu hvor jeg er trist. Og selvfølgelig endte jeg med at købe citronmåne og cocio, bare for at få lukket munden på netop dé tanker. Bare det ikke bliver min løsning fremover.

Men er jeg heldig, så finder jeg dén tanke der motiverer mig aller mest. Min største bekymring de senere dage har været at min nuværende sindsstilstand kan udvikle sig til en fødselsdepression, og fordi jeg netop ligger i risikogruppen, skrev jeg en masse potentielle tanker ned i min notesbog før fødslen, da jeg stadig havde et klart hovede og kunne skrive en rationel respons på de tanker. De fleste tanker var dog ikke relevante for mig, med undtagelse af et enkelt godt råd, jeg har skrevet til mig selv. Nemlig at være stærk. Jeg valgte at være stærk sidste år og bekæmpe "bjørnen" for min afdøde søns skyld, fordi det ikke gavnede mig at sidde fast (lettere sagt end gjort, I know) og skulle hellere fokusere på en ny graviditet. Den fik jeg, og det ville kun virke fjollet nu hvor jeg står med en dejlig rask søn i armene, at lade depressionen krype ind over mig igen. Jeg har alt hvad jeg drømte om sidste år nu, og er jo i et lykke scenarie til sammenligning. Og her står jeg med en levende søn, som er afhængig af at jeg er velfungerende.
Det er motiverende for mig at holde mig stærk for noget der rækker ud over mig selv. Havde jeg ikke været mor, kunne min dårlige selvtillid sikkert let opsluge mig og ikke give mig ret meget grund til at give mig et liv jeg hellere fortjente.

Hovedkernen er bare at huske den lille motiverende guldklump, for er der noget tankemylder og en tung tåget hjelm kan gøre, så er det at glemme den slags igen, så man syner hen og mister fokus.

Hvis også bare jeg kan huske at sætte mere musik på, og forlange flere kram og kys af kæresten, så kan jeg nok godt klare mig igennem det. Og holde tankerne i skak med noget aktivt arbejde som oprydning, hvilket paradoksalt nok ikke er det jeg orker lige nu. Men det er netop det jeg orker mindst, der gavner mig mest. Det fjerner fokus fra tankerne, plus jeg får et rent hjem som gør mig mere afslappet fordi jeg bliver mere tilpas i mine omgivelser.

Update, nogen dage senere:
Det går pludselig op for mig at det hele bunder i stress. En obligatorisk stress som følger med de fleste nybagte mødre.
Det er mærkeligt at stress altid er den sidste ting jeg overvejer, når jeg har det skidt, men næsten altid er der hvor hele balladen starter. Jeg bliver stresset over ting i min hverdag, og det i tilgift giver mig tankemylder, som igen gør mig trist, og i sidste ende kan give min depression. Det hænger sammen det hele, og den slags ting kommer sjældent ud af det blå. For mig har stress nok egentlig altid været hovedkernen i mit humør og min psyke.

Det hjælper en hel del at kunne sætte finger på hvad der er skyld i hele misseren, og jeg har det meget bedre nu hvor jeg kan forholde mig til det. Det er svært at forebygge en tendens, hvis man ikke ved hvor kildens udspring er.
Så nu tager jeg mine forbehold. Mediterer når tingene bliver frustrerende, går i bad og køler ned når det hele koger over, og prøver generelt at forholde mig mere rationelt til de situationer som får min puls op (for slet ikke at nævne, at undgå de situationer fuldstændig, som jeg ved altid får min puls op).

Er det et dårligt liv der skaber en depression, eller er det depressionen der skaber et dårligt liv? Det er nærmest ligesom hønen og ægget. Hvad kom først? I virkeligheden er det nok bare en selvforstærkende cirkel, men det starter jo et sted..

Jeg har ikke helt følt mig oven på i dag, og jeg prøver hele tiden på at finde ud af hvorfor, og hvordan det ikke må påvirke mig for alvorligt. For godt to måneder siden fødte jeg en dejlig rask søn, og taget i betragtning af alt hvad jeg gennemgik sidste år, burde jeg jo være lykkelig. Men der er ikke noget mere irriterende at høre. "Du burde være lykkelig/glad", eller "Det kunne have været værre". Det er ikke noget argument, og giver slet ikke mening at sige.
Jeg prøver at nå helt ind til kernen for hvorfor jeg har det som jeg har det. For jeg ved jeg er lykkelig, og de værste udfordringer jeg står for lige for tiden, er frustrationer over en sulten baby, og den opgave klarer jeg nok, selvom den kan være irriterende. Det er ikke mere alvorligt end dét.
Men vejret ændre sig, det bliver mørkere og mere dunkelt. Og med det bringer et dybt indgroet minde om en mentalitet jeg har båret med mig i rigtig mange år. Det har intet med mit livs udfordringer at gøre, det er en følelse, en sindstilstand som har været med mig hele min ungdom. Jeg har endnu kun haft godt 4 år til at prøve at overskrive en så gennemsyret vane der alligevel har været med mig i 11 år. Det forsvinder ikke bare.

Jeg er nød til at minde mig selv om at det bare er en mentalitet, et 'minde' af hvem jeg engang var. Det har intet med mit liv at gøre. Men det kan det hurtigt blive, hvis jeg syner hen i den gamle rille. Dengang var mit liv heller ikke meget ulig andre unge på min alder, men det blev hurtigt meget problematisk. Det var ikke mentaliteten der kom fordi mit liv var besværlig, mit liv blev bare besværligt fordi mentaliteten gjorde det svært at overkomme de udfordringer jeg havde.

Jeg er pt. på barsel og har masser af tid, og foruden børne pasning, bestemmer jeg helt selv hvad jeg vil lave. Jeg sørger for stadig at holde mig selv aktiv og social, og tager ned på keramik værkstedet et par gange om ugen, fordi jeg elsker at være der, og synes der er nogen dejlige mennesker der.
Men i dag tager jeg mig selv i at tænke at jeg egentlig slet ikke orker det. Jeg skulle i forvejen have klemt et ekstra errinde ind lige inden, og prøver at få tid til det hele, og føler mig egentlig lidt småstresset. Har jeg overhovedet lyst til bare at sidde og være kreativ med noget ler, eller skulle jeg bare tage hjem igen?
Men det slår mig, hvor mærkelig en tanke det egentlig er. Der er ingen der tvinger mig til at være der, så hvorfor føles det så pludselig som en byrde? Hvis det er fordi jeg er stresset, hvorfor så ikke bare slappe af der, i stedet for at tage hjem? (Jeg er afslappet nok med stedet til at det kan jeg lige så godt, og desuden skal jeg alligevel besvære mig med en bustur hjem først hvis jeg tog hjem). Hvad er det egentlig helt præcis der gør at jeg rent instinktivt hellere vil tage hjem, bare fordi jeg ikke føler mig helt i top i dag?
For det er ofte den reaktion jeg får. Jeg har, som så mange andre, af og til en dårlig dag hvor jeg bare ikke orker noget. Og min primære reaktion har altid været flugt. Needles to say, så har det ikke gavnet mig meget i de år jeg selv har været ansvarlig for min skolegang.
Medmindre det er stedet jeg er på vej hen til som forsager min stress eller det som slår mig ud, så kan jeg lige så godt prøve at håndtere det der hvor jeg er, end at skulle besvære mig hjem igen før jeg kan det. Dog nok med enkelte undtagelser. Det er heldigvis lang tid siden jeg har fået et panik anfald der har medført at hjem er det eneste sted jeg kan slappe af. Men som det forholder sig nu, er følelsen heldigvis overfladisk nok. Det er trods alt en følelse som befinder sig i mit sind, ikke i mit fysiske rum. Det er også lettere for mig at forholde mig til min ugidelighed hvis jeg kan analysere den mens den står på. Det er især der, det går op for mig at det er i mit hoved, ikke i mit rum.

Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg har det nogen gange... Jeg tror i høj grad det bunder i en slags "minder". Selvom jeg er i risikogruppen for fødselsdepression, fortæller jeg mig selv at jeg ikke får det fordi jeg kender tegnene alt for godt, så jeg burde kunne komme tingene i forkøbet. Og alligevel har jeg en dag, med en underlig melankolsk følelse i kroppen, og hver gang tingene bliver en smule frusterende, har jeg lyst til at græde.
Men det nytter ikke rigtig noget at græde. Alligevel føles det som en øm bums, der bare gerne vil poppes. Så jeg beslutter mig for at gå i bad, og måske lukke lidt ud der, i håb om at tage trykket. Om ikke andet er den varme bruser utrolig beroligende. Men mens jeg står der, ved jeg ikke engang hvad jeg skal græde over. Der er intet konkret at fælde tårer over, bare en lyst til at gøre det. Det er først når jeg sætter mig på gulvet, kryber mig sammen i en nærmest offer agtig positur, at jeg kan lukke det ud. Men så slår det mig... Får jeg lettet trykket, eller giver jeg i virkeligheden bare efter for bjørnen? Sidste år fandt jeg en klar sammenhæng mellem for megen gråd, og en mere intens depressiv følelse. Men dengang havde jeg i høj grad også noget at græde over.
Jeg kan umiddelbart føle at hvis jeg ikke giver efter for den slags, især i nuet (for i de fleste tilfælde forpasser følelsen alligevel efter lidt tid), så fornægter jeg mig selv at udtrykke mine følelser, og det vil give bagslag. Men i virkeligheden mistænker jeg lidt at det blot er bjørnen der lokker ude i horisonten. At bilde mig selv ind at jeg "fornægter" mig selv at græde uden grund, er i virkeligheden det våben bjørnen bruger imod mig for at få mig tilbage i den mørke hule. Heldigvis er den endnu ikke særlig stærk, så det føles knapt så alvorligt at "fornægte" mig selv det alligevel, når jeg kan fortælle mig selv at det nok egentlig er for mit eget bedste i længden.

Hvis jeg kunne rejse 7 år tilbage i tiden, og fortælle mit tidligere jeg at jeg i dag oplever langt flere små øjeblikke af pure lykke og rå livsnydelse i nuet end jeg nogensinde har gjort, så ville jeg nok ikke have troet mig selv.
Måske havde jeg turde håbe, men i stedet hængt mig i at 7 år er lang tid at vente på oprigtig lykke.

Jeg ville sikkert have svært ved at overbevise mit tidligere jeg om at lykke altså ikke er noget der kommer natten over. Det sker hen ad vejen, og det er især nu jeg med sikkerhed kan bekræfte at mit nuværende liv i overvejende grad har langt flere lykkelige øjeblikke, end noget andet.

Det er svært at gøre en depressiv person selvbevidst nok om sin egen tilstand til at det er dem muligt at få nok perspektiv over situationen til at kunne se det på et rationelt plan. Det er svært at forklare en depressiv hvordan landet ligger, og hvorfor det måske ligger sådan.
Realistisk set kan jeg ikke rejse i tid, for så havde jeg måske turde tro på hvad jeg hørte, når det kom fra mig selv fra fremtiden, men kom det fra en anden person, så havde jeg uden tvivl kastet deres påstand bort. Hvad ved de overhovedet om min situation? Livet som depressiv er så kompleks og så unikt at intet andet væsen har nok kendskab til den helt individuelle situation til bare tilnærmelsesvis at kunne sjusse sig til noget der lyder som en realistisk sandhed.
Det er nok også en af grundene til at jeg selv ikke har meget tillid til hvor brugbar denne blog kan være for andre depressive. Det er en ond spiral mange depressive ender med at sætte sig selv i - ens egen tilstand er så personlig, at man ikke tør tro på at noget andet væsen har noget der ligner kendskab til hvad der foregår.
Det gør det svært at hjælpe. Og endnu værre, det gør det svært at modtage hjælp fra andre. Det betyder selvfølgelig ikke at forsøget ikke nytter, tanken om den intention der er ved at forsøge var for mig ofte mere end rigeligt, også selvom jeg ikke havde tillid til de råd jeg fik. Men jeg lyttede sjældent, også selvom rådene var simple og det faktisk var ganske simpelt og lige til at prøve dem, så gjorde jeg det sjældent alligevel. For jeg havde dumpet dem før de overhovedet var kommet ud af munden på den der gav mig dem.

Vi er ikke alle ens. Nogen er endt der, hvor de har gravet sig et dybt hul, andre har stadig tillid til oververdenen. Jeg var svær at komme ind til, svær at hjælpe. Det var måske en af grundene til at medicin var det eneste der rigtig satte skub i tingene for mig. Måske er jeg for stædig til at tage imod hjælp, måske har jeg bare for lidt tillid til at andre mennesker end mig selv, også kan have det svært eller have empati (eller måske ligefrem relatere) til min situation.
Men jeg ser nogen gange lidt mig selv i andre unge depressive mennesker, som jeg af og til prøver at hjælpe. Man giver det samme råd igen og igen, og uden afprøvelse bliver det kastet bort det øjeblik det modtages. Depressionen dræner en for så megen energi, at man ikke engang har mentalt overskud til overhovedet at overveje om det er besværet værd. Udover at det kræver energi at give det et forsøg, så har man på forhånd et negativt mindset som har fejlerklæret det allerede fra begyndelsen. Der er intet der virker for mig alligevel, og jeg har prøvet så meget andet der ikke virkede, så hvorfor skulle dette være anderledes? Men alt hvad jeg har prøvet, har ofte været halvhjertet, af netop de grunde. Der er ingen der lover man bliver rask i morgen, men måske har det alligevel noget at sige hvor meget man har lagt i det.
Det er en ond cirkel, og det bider hele tiden sig selv i røven. Man er i en situation hvor man har brug for hjælp fordi man er syg, men sygdommen er den som dræner en for så megen energi, at man ikke er i mental stand til at tage imod hjælpen og gøre hvad der måske skal til, for at man kommer bedre på vej.
Er den helt slem ender man måske i en situation hvor folk omkring en har opgivet at hjælpe . ikke fordi de ikke vil, men fordi også de føler sig magtesløse når de bliver afvist. Og det resultere måske i at den depressive føler sig endnu mere forladt, fordi folk nu er stoppet med at forsøge at hjælpe. Og det i tilgift gør personen endnu mere håbløs, ikke kun for råd, men også for ens omgivelser. Det bliver en skrue uden ende, og det bliver kun værre og værre.

Det paradoksale ved en depressivs velbefindende, synes jeg, er at det er den depressive selv som har det største ansvar for at få det godt igen, men det samtidig også er den depressive selv, der er i aller mindst kontrol over det.

"Du er din egen lykkedssmed" er nok det mest irriterende ordsprog at høre når man er svært depressiv. Det er så stort et ansvar, at det nærmest kun giver større lyst til at grave sig ned. Men omend alle omkring mig kan forære mig alle de værktøjer og virkemidler der skal til på et sølvfad, så er det i sidste ende kun mig selv der vælger om jeg vil bruge det, og om jeg bruger det korrekt. Desværre er jeg nok også ofte den sidste til at se, at jeg ikke engang holder hammeren rigtig, når jeg bruger den til at slå mig selv i øjet med, mens jeg klager over at sømmet ikke holder.

Jeg hader ordet lykkepiller. Det marginalisere både dens virkning og dens formål. "Her, tag en pille og bliv lykkelig". Vi ved jo godt alle sammen at det ikke er sådan det virker.

Jeg har prøvet lidt forskelligt inde for medicin alene. 5-6 forskellige slags, tror jeg. Medicinsk behandling er ikke for alle, men som med så meget andet når man prøver at bekæmpe en depression, er mit hoved mantra altid, at man er nød til at prøve - og gerne et par gange - før man kan udelukke at det ikke er svaret. Men mange vil af gode grunde ikke fylde sig med kemiske stoffer, hvis det alligevel ikke viser sig at virke, eller frygter at hjernen i stedet bliver afhængig af det. Det er alle sammen fornuftige bekymringer, men nogen gange kan det være en nødvendig ofring. Det var det for mig.

Noget af det første medicin jeg prøvede var natur medicin. Det kunne uden tvivl mærkes, men alting føles overfladisk. Jeg var "glad" uden på, men stadig ulykkelig inden i. Det var som om mit humør var godt, men mit indre sind stadig sloges med de sædvanlige tanker. Jeg prøvede det i nogen måneder, og stoppede derefter.
Det var ikke før jeg blev voksen, og havde været udeboende i nogen år at jeg omsider tog mig sammen til at søge lægehjælp igen. Jeg har sjældent haft det godt med telefon samtaler, men på det tidspunkt var bare det at ringe for at bestille en tid, en kæmpe kamel at sluge. I retrospekt er jeg ikke engang sikker på hvad det var der gjorde mig så bange, for en læge er jo professionel og arbejder hele tiden med den slags. At der ringer endnu et depressivt ungt menneske er jo ikke noget nogen ville rynke på øjenbrynet af der.

Det næste medicin virkede heller ikke. Faktisk kunne jeg slet ikke mærke nogen forskel. Jeg fortalte det til lægen, som insisterede på at jeg fortsatte, da den optimale virkning kunne tage op til flere måneder om at optræde. Og det gav jo god nok mening - hvorfor stoppe før det har fået en chance for at vise sit værd? Hvorfor forspilde en chance, fordi jeg er utålmodig?
Dog viste det sig ikke at ændre meget, og jeg stoppede selv efter nogen måneder.

Sådan fortsatte det ellers nogen år. Jeg kontakter lægen, vi snakker, jeg får en recept og går på apoteket. Jeg prøver medicinen nogen måneder, og forsøger at være så åben overfor virkningen som mulig. Jeg har en ret klar idé om, at hvis jeg tager piller med en indbildsk tanke om at det er noget pjat der ikke vil virke, så vil det blive en selvopfyldende profeti, og jeg ville bare spilde penge på at spænde ben for mig selv.
Noget af det viser sig ikke at virke. Noget viser sig at have en effekt, men ikke en jeg føler jeg kan bruge. Nogen prøver jeg en måned tid eller to, andre prøver jeg op mod et halvt til et helt år.

Mit første møde med den medicin der viser sig at gøre forskellen for mig, er utrolig voldsom. Men jeg starter også ud med en ualmindelig stor dosis. Jeg føler mig som en følelsesløs zombie der nærmest går rundt på bløde skyer når jeg bevæger mig rundt. Jeg kan ikke koncertere mig, jeg har ingen reelle tanker. Noget der som udgangspunkt bekymrede mig en del. Men jeg fortsatte. Godt nok havde jeg ikke mange tanker, men det inkluderede jo også alle de dårlige tanker.
Med tiden vænnede jeg mig til det, og var knapt så omtåget. Kreativiteten måtte jeg dog ligge på hylden, med et håb om at jeg nok skulle se den igen senere.
Langsomt begyndte jeg at blive mere og mere van til medicinen og kunne fungere nogenlunde normalt. Medicinen virkede bl.a også som en type af voldsom sove medicin, selvom jeg egentlig aldrig havde haft de helt store problemer med at sove. Dog tog det ikke lang tid før min hjerne blev afhængig af pillerne for at kunne sove. Efter godt et års brug, kunne én eller flere dage med glemte piller føles som vågne mareridt. Det bekymrede mig uden tvivl en del, og på et tidspunkt følte jeg at jeg nok måtte vænne mig til tanken om måske at skulle være på medicinen resten af mit liv. For selvom medicinen havde nogen grimme bivirkninger, så var den trods alt effektiv der hvor den skulle. Den dulmede mine negative tanker og følelser.
Efter to år (og med en bedre justeret dosis, nu nede på lavest mulige) oplever jeg nogen enkelte episoder der minder om rigtig depression. Selvmordtanker og svær negativ tankegang popper af og til op, men kun i korte episoder. Jeg vurderer derfor at medicinen ikke længere har sin ønskede effekt, og fordi jeg ved at en kold tyrker giver de mest ubehagelige psykotiske dage, beslutter jeg mig for at trappe ned. Alle piller bliver knækket i stykker, nogen i to stykker, nogen i tre. Jeg tager altid det største stykke, og trapper på den måde langsomt ned.
Først da jeg er fuldstændig fri for medicinen, føler jeg mig for alvor glad og depressionsfri. Dog træder jeg stadig varsomt der efter.



Jeg ser lidt det der med at bruge medicinsk behandling ligesom at skulle bruge krykker, hvis man har brækket sit ben og har det i gips. Medicinen skal kun virke som en form for midlertidig støtte, ind til man selv har helet nok til at kunne stå på egne ben. En krykke kan ikke erstatte et ben, på samme måde som den medicinske virkning ikke kan erstatte rigtig glæde eller lykke. Men den kan simulere det længe nok til at man kan få en chance for at få det bedre, eller åbner for nogen lyse øjeblikke hvor man har en chance for at arbejde med sig selv. Og selv når man er klar til at smide krykkerne, så skal man stadig gå forsigtigt lidt tid endnu.

Som sagt er medicin ikke for alle. Nogen typer af mennesker kan bare ikke hele på denne måde. Men man skal ikke undervurdere medicinens virkning, hvis det viser sig at den rent faktisk kan hjælpe. For den kan hjælpe mange, og den har hjulpet mange.
Men der findes bare så enormt mange forskellige typer medicin på markedet, at det nærmest er utømmeligt. Nogen af dem virker ens, andre virker meget anderledes. Vi er alle forskellige, og det er også derfor jeg ikke vil nævne hvilken slags medicin jeg har fået. For hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig. Din hjerne og din depression er måske anderledes end min var, og endnu vigtigere, er hjerner og måden folk personligt håndterer disse ting på vidt forskellige. Det er det der især er vigtigt at forstå, når man leder efter behandling, uanset om det er medicinsk, terapi eller noget helt andet. Vi virker forskelligt, og vi har meget forskellige måder at samle det puslespil og de gåder, det er at finde ud af hvordan netop din hjerne skal vrides, for at få det mest optimale ud af livet, og bedst rustet mod konflikter.
Det er jo netop derfor der ikke findes nogen universal løsning på depression.