Bliv bekendt med tegnene
Det kræver dog ofte et hvis overskud overhovedet at overveje at der er nogen tegn, og har man været dybt og længe nok i sølet, kan det være svært at skelne hvad der er depression fra alt andet.
Men depressioner kommer som regel altid i bølger, i en varighed på mindst to uger. Der er pauser ind imellem, hvor man lige kan nå at skimme solen lidt igennem de grå skyer, før man driver ned igen. Men er man aller dybest nede, har man sikkert glemt at det af og til sker. Og nogen gange sker det kun i ganske få minutter, eller en time.
Et øjeblik hvor bare nogen få ting, ikke føles så tunge som de plejer.
Jeg har altid været bevidst om at vejret påvirker mig meget. Gråvejr (men ikke regnvejr!) og en stor koncentration af blåt lys, som regel i vinter og tidlig forårs perioden, kan give mig en tryggende og trist fornemmelse.
Det lyder umiddelbart ret overfladisk, for det at være trist over gråvejr, er ikke det samme som at være deprimeret, men det kan starte en kædereaktion af negative følelser, der kan udvikle sig til negative tanker. Man skal ikke undervurdere selv almindelig banal nedtrykthed, hvis man lider af depression, for der er en ret klar sammenhæng mellem følelser og tanker, og det kan hurtigt rulle sig som en snebold ned af bakke.
Netop på grund af dette, har jeg også stor glæde af min store lys terapi lampe (Jeg var heldig at finde den til 200kr i en genbrug!), og tænder altid alt lys når lejligheden synes for dunkel.
Og når solen omsider skinner, så er der ingen grund til ikke at lade det slippe ind. Væk med de gardiner!
Nogen gange når depressionen er ved at sluge mig, begynder jeg at analysere den. Jeg prøver at blive opmærksom på hvordan den sådan helt konkret føles i kroppen, rent fysisk. Fordi jeg er heldig ikke at have været i dybet længere tid ad gangen de sidste mange år, har jeg også mulighed for at kigge tilbage på hvad der udløste den. Hvad der skete fra det øjeblik jeg var okay, og til nu, mens jeg føler mig nedtrykt.
Jeg har ikke oplevet nogen nævneværdige depressive tendenser siden jeg mistede min dreng, og jeg har bemærket at der er en meget klar sammenhæng mellem hvor meget og hvor længe jeg græder, og hvor stor en bølge af depressive følelser der skyller ind over mig når jeg stopper.
De første to uger blev brugt meget konstruktivt på at rationalisere og analysere alle tanker og følelser der var tilknyttet den voldsomme oplevelse (hvilket jeg tror også var usædvanlig hurtigt, men jeg føler ikke der er noget der er uafklaret om det nu, og det er, tager jeg i opløbet), så det er bestemt ikke fordi jeg undertrykker min sorg ved ikke at lade mig selv græde længere (der blev tømt adskillige litre fra mine tåre kanaler de første par uger, og med god grund!). Men sorgen i sig selv er godt gennemarbejdet, og jeg er nu så langt at sorgen godt kan bearbejdes uden at jeg behøver at græde i samme grad.
Jeg var meget hurtig til at opdage at depressionen efter de første to uger, prøvede at snige sig ind, forklædt som sorg. Men der er stor forskel på sorg og depression! Den ene er vigtig at få gennemarbejdet, den anden er ubrugelig. Udover det, skulle jeg også besvære mig med hormoner der øgede endnu mere risikoen for gråd over det mindste (selv ting der ikke nødvendigvis havde noget med min dreng at gøre), eller irritation og negativitet over småting. Det fik mig til at spekulere over hvor ofte humør svingninger i forbindelse med PMS, især i teenage årene, egentlig har haft noget at sige for om en depressiv tilstand kunne bryde ud, fordi jeg alligevel ikke kunne skille tingene ad.
Min løsning på alt dette er selvfølgelig at begrænse min gråd, men ikke på en sådan måde at jeg undertrykker nogen følelser. Gråden er en reaktion på tanker, minder og muligvis hormoner, men der hvor jeg er i sorg processen nu, er gråd ikke længere en streng nødvendig del af det for at kunne komme videre. Derfor kan jeg tillade mig at undertrykke den spontane lyst til at græde for længe, uden at det betyder jeg undertrykker mine følelser.
Det er desuden også lettere for mig at rationalisere de følelser og tanker jeg har omkring sorgen, hvis jeg ikke er optaget af at græde aktivt.
I det forrige oplæg beskriver jeg min dybere og tunge depressions tilstand som en bjørn der griber om mig, eller lægger sin krop over mig. Stor og blød, men tung og stærk og holder gerne fast i mig når jeg prøver at rive mig løs.
Alene det at sætte et billede på, hjælper også lidt til at kunne spotte den når den kommer. Det danner nogen associationer som ellers er ret svære at sætte konkrete ord på. Jo flere billeder jeg kan sætte på bjørnen, og måden den påvirker mig rent objektivt, jo lettere er den at spotte og de tegn den har, når den sniger sig ind, og har taget magten. Jo bedre man kender den, jo bedre chancer har man for at finde nogen tricks til at undvige eller tackle det når den kommer.
En anden ting jeg har bemærket er, at jeg meget ofte begynder at oversanse. Det er lidt ligesom tankemylder og overfortolkning, men udsprunget af sanser. Normalt er det ikke et problem for mig at jeg oversanser, for det kan have en utrolig positiv indvirkning på mig. Men når min oversansning udelukkende føles negativ, og får negative tanker og overfortolkning til at starte, så er det at jeg må lukke ned for sanserne. Simplificer mine omgivelser, og måske foretage mig noget ret konkret som ikke kan overfortolkes.
Der er flere tegn end jeg egentlig altid tænker over. Det væsentlige er at blive mere bevidst om dem, så jeg kan tage det i opløbet. Og selv hvis jeg ikke har kræfterne til at tage det i opløbet, gør det alligevel en del at være vel vidende om hvornår det er depressions brillerne der farver verdenen sort, og hvornår tingene helt reelt set er noget lort.
0 kommentarer: