En dårlig dag er ikke det samme som en depression
Jeg har ikke helt følt mig oven på i dag, og jeg prøver hele tiden på at finde ud af hvorfor, og hvordan det ikke må påvirke mig for alvorligt. For godt to måneder siden fødte jeg en dejlig rask søn, og taget i betragtning af alt hvad jeg gennemgik sidste år, burde jeg jo være lykkelig. Men der er ikke noget mere irriterende at høre. "Du burde være lykkelig/glad", eller "Det kunne have været værre". Det er ikke noget argument, og giver slet ikke mening at sige.
Jeg prøver at nå helt ind til kernen for hvorfor jeg har det som jeg har det. For jeg ved jeg er lykkelig, og de værste udfordringer jeg står for lige for tiden, er frustrationer over en sulten baby, og den opgave klarer jeg nok, selvom den kan være irriterende. Det er ikke mere alvorligt end dét.
Men vejret ændre sig, det bliver mørkere og mere dunkelt. Og med det bringer et dybt indgroet minde om en mentalitet jeg har båret med mig i rigtig mange år. Det har intet med mit livs udfordringer at gøre, det er en følelse, en sindstilstand som har været med mig hele min ungdom. Jeg har endnu kun haft godt 4 år til at prøve at overskrive en så gennemsyret vane der alligevel har været med mig i 11 år. Det forsvinder ikke bare.
Jeg er nød til at minde mig selv om at det bare er en mentalitet, et 'minde' af hvem jeg engang var. Det har intet med mit liv at gøre. Men det kan det hurtigt blive, hvis jeg syner hen i den gamle rille. Dengang var mit liv heller ikke meget ulig andre unge på min alder, men det blev hurtigt meget problematisk. Det var ikke mentaliteten der kom fordi mit liv var besværlig, mit liv blev bare besværligt fordi mentaliteten gjorde det svært at overkomme de udfordringer jeg havde.
Jeg er pt. på barsel og har masser af tid, og foruden børne pasning, bestemmer jeg helt selv hvad jeg vil lave. Jeg sørger for stadig at holde mig selv aktiv og social, og tager ned på keramik værkstedet et par gange om ugen, fordi jeg elsker at være der, og synes der er nogen dejlige mennesker der.
Men i dag tager jeg mig selv i at tænke at jeg egentlig slet ikke orker det. Jeg skulle i forvejen have klemt et ekstra errinde ind lige inden, og prøver at få tid til det hele, og føler mig egentlig lidt småstresset. Har jeg overhovedet lyst til bare at sidde og være kreativ med noget ler, eller skulle jeg bare tage hjem igen?
Men det slår mig, hvor mærkelig en tanke det egentlig er. Der er ingen der tvinger mig til at være der, så hvorfor føles det så pludselig som en byrde? Hvis det er fordi jeg er stresset, hvorfor så ikke bare slappe af der, i stedet for at tage hjem? (Jeg er afslappet nok med stedet til at det kan jeg lige så godt, og desuden skal jeg alligevel besvære mig med en bustur hjem først hvis jeg tog hjem). Hvad er det egentlig helt præcis der gør at jeg rent instinktivt hellere vil tage hjem, bare fordi jeg ikke føler mig helt i top i dag?
For det er ofte den reaktion jeg får. Jeg har, som så mange andre, af og til en dårlig dag hvor jeg bare ikke orker noget. Og min primære reaktion har altid været flugt. Needles to say, så har det ikke gavnet mig meget i de år jeg selv har været ansvarlig for min skolegang.
Medmindre det er stedet jeg er på vej hen til som forsager min stress eller det som slår mig ud, så kan jeg lige så godt prøve at håndtere det der hvor jeg er, end at skulle besvære mig hjem igen før jeg kan det. Dog nok med enkelte undtagelser. Det er heldigvis lang tid siden jeg har fået et panik anfald der har medført at hjem er det eneste sted jeg kan slappe af. Men som det forholder sig nu, er følelsen heldigvis overfladisk nok. Det er trods alt en følelse som befinder sig i mit sind, ikke i mit fysiske rum. Det er også lettere for mig at forholde mig til min ugidelighed hvis jeg kan analysere den mens den står på. Det er især der, det går op for mig at det er i mit hoved, ikke i mit rum.
Jeg kan ikke helt finde ud af hvordan jeg har det nogen gange... Jeg tror i høj grad det bunder i en slags "minder". Selvom jeg er i risikogruppen for fødselsdepression, fortæller jeg mig selv at jeg ikke får det fordi jeg kender tegnene alt for godt, så jeg burde kunne komme tingene i forkøbet. Og alligevel har jeg en dag, med en underlig melankolsk følelse i kroppen, og hver gang tingene bliver en smule frusterende, har jeg lyst til at græde.
Men det nytter ikke rigtig noget at græde. Alligevel føles det som en øm bums, der bare gerne vil poppes. Så jeg beslutter mig for at gå i bad, og måske lukke lidt ud der, i håb om at tage trykket. Om ikke andet er den varme bruser utrolig beroligende. Men mens jeg står der, ved jeg ikke engang hvad jeg skal græde over. Der er intet konkret at fælde tårer over, bare en lyst til at gøre det. Det er først når jeg sætter mig på gulvet, kryber mig sammen i en nærmest offer agtig positur, at jeg kan lukke det ud. Men så slår det mig... Får jeg lettet trykket, eller giver jeg i virkeligheden bare efter for bjørnen? Sidste år fandt jeg en klar sammenhæng mellem for megen gråd, og en mere intens depressiv følelse. Men dengang havde jeg i høj grad også noget at græde over.
Jeg kan umiddelbart føle at hvis jeg ikke giver efter for den slags, især i nuet (for i de fleste tilfælde forpasser følelsen alligevel efter lidt tid), så fornægter jeg mig selv at udtrykke mine følelser, og det vil give bagslag. Men i virkeligheden mistænker jeg lidt at det blot er bjørnen der lokker ude i horisonten. At bilde mig selv ind at jeg "fornægter" mig selv at græde uden grund, er i virkeligheden det våben bjørnen bruger imod mig for at få mig tilbage i den mørke hule. Heldigvis er den endnu ikke særlig stærk, så det føles knapt så alvorligt at "fornægte" mig selv det alligevel, når jeg kan fortælle mig selv at det nok egentlig er for mit eget bedste i længden.
0 kommentarer: