Anti-depressiv medicin og 'lykkepiller'
Jeg har prøvet lidt forskelligt inde for medicin alene. 5-6 forskellige slags, tror jeg. Medicinsk behandling er ikke for alle, men som med så meget andet når man prøver at bekæmpe en depression, er mit hoved mantra altid, at man er nød til at prøve - og gerne et par gange - før man kan udelukke at det ikke er svaret. Men mange vil af gode grunde ikke fylde sig med kemiske stoffer, hvis det alligevel ikke viser sig at virke, eller frygter at hjernen i stedet bliver afhængig af det. Det er alle sammen fornuftige bekymringer, men nogen gange kan det være en nødvendig ofring. Det var det for mig.
Noget af det første medicin jeg prøvede var natur medicin. Det kunne uden tvivl mærkes, men alting føles overfladisk. Jeg var "glad" uden på, men stadig ulykkelig inden i. Det var som om mit humør var godt, men mit indre sind stadig sloges med de sædvanlige tanker. Jeg prøvede det i nogen måneder, og stoppede derefter.
Det var ikke før jeg blev voksen, og havde været udeboende i nogen år at jeg omsider tog mig sammen til at søge lægehjælp igen. Jeg har sjældent haft det godt med telefon samtaler, men på det tidspunkt var bare det at ringe for at bestille en tid, en kæmpe kamel at sluge. I retrospekt er jeg ikke engang sikker på hvad det var der gjorde mig så bange, for en læge er jo professionel og arbejder hele tiden med den slags. At der ringer endnu et depressivt ungt menneske er jo ikke noget nogen ville rynke på øjenbrynet af der.
Det næste medicin virkede heller ikke. Faktisk kunne jeg slet ikke mærke nogen forskel. Jeg fortalte det til lægen, som insisterede på at jeg fortsatte, da den optimale virkning kunne tage op til flere måneder om at optræde. Og det gav jo god nok mening - hvorfor stoppe før det har fået en chance for at vise sit værd? Hvorfor forspilde en chance, fordi jeg er utålmodig?
Dog viste det sig ikke at ændre meget, og jeg stoppede selv efter nogen måneder.
Sådan fortsatte det ellers nogen år. Jeg kontakter lægen, vi snakker, jeg får en recept og går på apoteket. Jeg prøver medicinen nogen måneder, og forsøger at være så åben overfor virkningen som mulig. Jeg har en ret klar idé om, at hvis jeg tager piller med en indbildsk tanke om at det er noget pjat der ikke vil virke, så vil det blive en selvopfyldende profeti, og jeg ville bare spilde penge på at spænde ben for mig selv.
Noget af det viser sig ikke at virke. Noget viser sig at have en effekt, men ikke en jeg føler jeg kan bruge. Nogen prøver jeg en måned tid eller to, andre prøver jeg op mod et halvt til et helt år.
Mit første møde med den medicin der viser sig at gøre forskellen for mig, er utrolig voldsom. Men jeg starter også ud med en ualmindelig stor dosis. Jeg føler mig som en følelsesløs zombie der nærmest går rundt på bløde skyer når jeg bevæger mig rundt. Jeg kan ikke koncertere mig, jeg har ingen reelle tanker. Noget der som udgangspunkt bekymrede mig en del. Men jeg fortsatte. Godt nok havde jeg ikke mange tanker, men det inkluderede jo også alle de dårlige tanker.
Med tiden vænnede jeg mig til det, og var knapt så omtåget. Kreativiteten måtte jeg dog ligge på hylden, med et håb om at jeg nok skulle se den igen senere.
Langsomt begyndte jeg at blive mere og mere van til medicinen og kunne fungere nogenlunde normalt. Medicinen virkede bl.a også som en type af voldsom sove medicin, selvom jeg egentlig aldrig havde haft de helt store problemer med at sove. Dog tog det ikke lang tid før min hjerne blev afhængig af pillerne for at kunne sove. Efter godt et års brug, kunne én eller flere dage med glemte piller føles som vågne mareridt. Det bekymrede mig uden tvivl en del, og på et tidspunkt følte jeg at jeg nok måtte vænne mig til tanken om måske at skulle være på medicinen resten af mit liv. For selvom medicinen havde nogen grimme bivirkninger, så var den trods alt effektiv der hvor den skulle. Den dulmede mine negative tanker og følelser.
Efter to år (og med en bedre justeret dosis, nu nede på lavest mulige) oplever jeg nogen enkelte episoder der minder om rigtig depression. Selvmordtanker og svær negativ tankegang popper af og til op, men kun i korte episoder. Jeg vurderer derfor at medicinen ikke længere har sin ønskede effekt, og fordi jeg ved at en kold tyrker giver de mest ubehagelige psykotiske dage, beslutter jeg mig for at trappe ned. Alle piller bliver knækket i stykker, nogen i to stykker, nogen i tre. Jeg tager altid det største stykke, og trapper på den måde langsomt ned.
Først da jeg er fuldstændig fri for medicinen, føler jeg mig for alvor glad og depressionsfri. Dog træder jeg stadig varsomt der efter.
Jeg ser lidt det der med at bruge medicinsk behandling ligesom at skulle bruge krykker, hvis man har brækket sit ben og har det i gips. Medicinen skal kun virke som en form for midlertidig støtte, ind til man selv har helet nok til at kunne stå på egne ben. En krykke kan ikke erstatte et ben, på samme måde som den medicinske virkning ikke kan erstatte rigtig glæde eller lykke. Men den kan simulere det længe nok til at man kan få en chance for at få det bedre, eller åbner for nogen lyse øjeblikke hvor man har en chance for at arbejde med sig selv. Og selv når man er klar til at smide krykkerne, så skal man stadig gå forsigtigt lidt tid endnu.
Som sagt er medicin ikke for alle. Nogen typer af mennesker kan bare ikke hele på denne måde. Men man skal ikke undervurdere medicinens virkning, hvis det viser sig at den rent faktisk kan hjælpe. For den kan hjælpe mange, og den har hjulpet mange.
Men der findes bare så enormt mange forskellige typer medicin på markedet, at det nærmest er utømmeligt. Nogen af dem virker ens, andre virker meget anderledes. Vi er alle forskellige, og det er også derfor jeg ikke vil nævne hvilken slags medicin jeg har fået. For hvad der virker for mig, virker ikke nødvendigvis for dig. Din hjerne og din depression er måske anderledes end min var, og endnu vigtigere, er hjerner og måden folk personligt håndterer disse ting på vidt forskellige. Det er det der især er vigtigt at forstå, når man leder efter behandling, uanset om det er medicinsk, terapi eller noget helt andet. Vi virker forskelligt, og vi har meget forskellige måder at samle det puslespil og de gåder, det er at finde ud af hvordan netop din hjerne skal vrides, for at få det mest optimale ud af livet, og bedst rustet mod konflikter.
Det er jo netop derfor der ikke findes nogen universal løsning på depression.
0 kommentarer: