Selvmord
Der er flere aspekter af selvmord end man umiddelbart skulle tro, og hvor lidt jeg har lyst til at generalisere noget så delikat som ønsket om at tage sit eget liv, har jeg alligevel gjort mig mange tanker og teorier om emnet, ud fra min egen oplevelse med det.
De første selvmordstanker begyndte da min depression begyndte. Da jeg var 14-15 år, teenager med et liv fyldt med problemer og ansvar. Det lyder enormt trivialiserende når man er teenager og har lyst til at dø, fordi det er der livet for første gang begynder at blive alvorligt udfordrende. Ikke bare med banale udfordringer, såsom forældre der kan være strenge, voksne der forventer mere modenhed og ansvar, men også de første seriøse kæreste sorger, eller sågar mobning eller følelse af ikke at være en del af et vigtigt fællesskab i skolen. Set fra en voksens synspunkt virker det enormt banalt, for man ved at tiden i skolen jo ikke er hele ens liv, og på et eller andet tidspunkt er man jo ovre det. Men selvom folkeskolen kun udgør en meget lille procentdel af hele ens samlede liv, og social status i 7. klasse langt fra har noget at sige for ens fremtid, så er det alligevel nuet som er aller vigtigst for en i den alder, for det er alt hvad man har, og det er nu engang det der betyder noget nu. Det er svært at trøste sig selv med at det ikke betyder noget om 5 år, hvis Mette fra paralelklassen er en kæmpe kælling lige nu, eller far har råbt for 5. aften i træk, fordi der ikke blev støvsuget grundigt nok i krogende.
Men selvom jeg ofte tænkte på det dengang, lavede jeg en "pagt" med mig selv. Jeg lovede mig selv at jeg ikke ville begå selvmord, medmindre jeg virkelig for alvor stod i lort til halsen, og jeg rationelt kunne afgøre at alle muligheder var opbrugt. En pagt jeg vel at mærke lavede da jeg var 14-15 år gammel.
Jeg var 23 da jeg forsøgte at tage mit eget liv. Min depression var på sit aller værste, og jeg havde ivrigt forsøgt at slå op med en meget klæbrig kæreste som på ingen måde forstod at tage hensyn til mine psykiske problemer. Hans egne adfærdsproblemer endte ofte med at forværre det. Jeg boede i en ungdomsbolig, og var lige endt på kontanthjælp og af den grund fik jeg besked om at jeg ikke længere kunne bo i boligen. Jeg var ikke i stand til at finde en lejlighed (dels fordi der ikke var mange, dels fordi jeg aldrig har været god til at overskue alle de praktiske ting der hører med til det, men mest af alt fordi jeg ikke rummede det rent mentalt). Boligforeningen var fuldstændig kolde for at jeg kunne ende på gaden, og kommunens eneste tilbud var at bo i et bofællesskab med narkomaner. Mit liv havde kun gået nedad bakke inde for meget kort tid, og med på det tidspunkt 8 års svær depression i bagagen, følte jeg at jeg havde ramt bunden.
Jeg vidste at piller var en utrolig dum metode, der både kunne være langsom og enormt smertefuld, så jeg valgte den mere klassiske metode. Men overlevelses instinktet er utrolig insisterende, om man vil det eller ej, og det lykkedes mig ikke at skære dybt nok, hvor meget jeg end prøvede. Jeg forsøgte ganske kort at ringe 112, kun for at opdage at der var en automatisk robot der bedte mig om at trykke på taster afhængigt af hvad det drejede sig om, hvilket var nok til at jeg fortrød og lagde på igen.
Dagen efter skrev jeg med min nuværende kæreste, som anbefalede mig at kontakte hospitalet eller læge. Men hverken sygehuset eller psykiatrisk ville hjælpe mig, og jeg endte i stedet hos en vagtlæge som ikke tog situationen særligt alvorligt.
At fejle i mit eget selvmordsforsøg bekræftede en enorm følelse af at være en fiasko i mit liv. Ikke engang dét kunne jeg finde ud af.
Jeg har aldrig været et menneske som har ønsket at få nogen særlig opmærksomhed fra det. Jeg var meget diskret omkring det, og gjorde mig meget umage for at mit afskedsbrev først var at finde når det var for sent. At fortælle nogen om det først, ville jo være et ubevidst ønske om at nogen skulle stoppe mig. Det har været mit første og eneste forsøg, og jeg havde intention om at skulle lykkedes.
Men jeg kan sagtens forstå de mennesker som ønsker en form for opmærksomhed. Det er et klassisk råb om hjælp, og selv hvis en person truer med selvmord hver eneste uge, skal det tages lige alvorligt hver gang. Ønsket om opmærksomhed kommer ikke uden grund.
Det kan være utrolig svært at sætte ord på hvad det er man går igennem og hvad man oplever når man har en svær depression, og rigtig mange har utrolig svært ved at hjælpe sig selv til at få den rigtige hjælp (eller de føler ikke at den de får, er tilstrækkelig), og det kan resultere i en desperat følelse af at ingen tager en alvorlig. Især unge der ikke føler de kan tale med deres forældre eller venner (eller mangel på samme) om det, føler sig nok i høj grad forvirret og desperat efter at blive taget alvorlig og blive hørt. Truslen om selvmord kan være en effektiv måde at få nærmestes opmærksomhed på, men den er desværre ofte ret kortvarig. Hvis man stadig har svært ved at sætte ord på problemerne, og ens nærmeste stadig er lige dårlige til at lytte, så er det ikke sikkert forsøget/truslen har gjort særlig meget forskel.
Det må ikke marginaliseres at man råber om hjælp på netop denne måde, fordi det er et symptom på at man ikke føler man har andre måder at række ud på. Og det er en alvorlig håndsrækning, når den gør sig til udtryk på sådan en alvorlig måde. Det er her man som pårørende må forstå at en person der enten truer eller forsøger selvmord, er en person der i meget alvorlig grad har brug for at blive hjulpet videre, koste hvad det vil. For personen har næppe mulighederne selv.
Men trods alvorligheden, så tror jeg personligt ikke at de mennesker som åbent truer med selvmord eller på anden måde gør opmærksom på ønsket om at dø, før de gør det, rent faktisk har et oprigtigt ønske om at slippe selve livet. Har man et meget alvorligt ønske om at dø, så fortæller man ikke om sine planer, for så risikerer man bare at nogen vil forsøge at stoppe en.
De mennesker der har størst sandsynlighed for at få et selvmordsforsøg til at lykkedes, er de som ikke fortæller om det - og dermed også dem der er sværest at komme i forkøbet, når man er pårørende.
Jeg har observeret noget meget vigtigt i mine egne selvmordstanker, siden mit mislykkedes forsøg.
Der er en helt konkret forskel på ønsket om at dø, og ønsket om ikke at leve. Eller rettere, ønsket om ikke at trække vejret, og ønsket om ikke længere at være en del af de ting livet byder en.
Jeg ved jo et eller andet sted udmærket godt at livet faktisk sagtens kan være godt. Solen skinner også selvom jeg kan have en lortedag, og nogen gange kan jeg faktisk godt opleve en ret intens glæde inden i. Livet kan godt byde på gode ting engang imellem, men det er bare ikke altid jeg ser det. Og verdenen er ikke pr. defination hverken god eller ond, den er relativ i forhold til mit liv, og mit liv er relativ i forhold til hvordan jeg ser på det. Men vigtigst af alt, mit syn af mit liv er ualmindelig meget farvet af det faktum, at jeg har en depression, og dette er en af dens symptomer. Hvad jeg ser, er ikke nødvendigvis virkeligheden.
Og når mit liv bliver uoverskuelig og byder sig enormt mange udfordringer, uanset om det er depressionen der gør det svært for mig at overkomme, eller om problemerne sådan set er reelle nok (men kombinationen af de to ting gør det til en næsten umulig kamp at komme igennem), så har jeg lyst til at flygte fra det hele. Jeg har lyst til at grave mig ned i et dybt sort hul, krølle mig sammen i foster stilling, og aldrig komme ud derfra igen.
En følelse som meget let kan forveksles med et ønske om at dø. Men det er det ikke. Det er 'bare' et ønske om at komme væk fra det kaos mit hoved ikke kan overskue eller har lyst til at konfrontere, eller overhovedet ved hvordan skal tackles. Problemer som helt objektivt set næsten altid har en løsning, bare man ved hvor man skal kigge, men man i pågældende situation ikke aner hvor man skal kigge hen for at finde. Og med tyngende depression over hovedet, som kun gør søgen efter svar sværer, ender man ofte fejlagtigt med at konkludere at løsningen slet ikke findes (eller som minimum; man erkender at den muligvis findes, men man har ikke evnerne til at søge den).
Mange argumentere at selvmord er "den lette løsning", men selvmord er ikke et ønske om at springe over hvor gærde er lavest. Det er et spørgsmål om at være blind for at kunne finde den rette løsning. Og når problemerne hober sig op, bliver uoverskuelige og besværlige, og man ikke har mental kapacitet til at finde vejen ud, så mister man troen på at der overhovedet findes nogen løsning. Hvis man ikke kan binde en knude op, så må man skære den over.
Jeg vil tro at i næsten 98% af alle selvmordstruende menneskers tilfælde, så er der nok en løsning et sted, men man er bare ikke i stand til at finde den, og selv hvis man er, er det en kæmpe opgave bare alene at gennemføre den. At bede en svært depressiv person om at finde løsningen på alle de problemer der giver ham/hende selvmordstanker, svarer sig til at bede en mand med to brækkede ben om at løbe 50km for at hente sine krykker. Til og med uden at han overhovedet ved hvor krykkerne er, eller om de overhovedet er der når han når frem.
Da jeg forsøgte selvmord var jeg ret overbevist om at min grænse var nået, og især fordi jeg havde levet med overvejelsen i så mange år, virkede det jo især tiltalende. Og det havde nok også set ret sort ud, hvis ikke min daværende eks svigermor hjalp mig med at finde en lejlighed (fordi Viborg kommune åbenbart ikke kan tage sig af deres svageste borgere selv). Jeg ved ikke om mit liv havde været hverken værre eller bedre hvis jeg endte med at bo sammen med narkomaner, men jeg havde nok flygtet til en anden kommune uanset hvad i sidste ende. Med andre ord, mange ting ordner sig alligevel i længden, i hvert fald de fleste aktuelle problemer. Men det kræver man er i bevægelse! Men den aller inderste gnist som føles som kernen til selvmords ønsket, den følger ofte en uanset om aktuelle problemer bliver løst eller ej, for den antænder altid igen så snart man støder på nye (Noget man ofte kan føle forfølger en, især når det er problemerne der optager mest i ens liv. I alt for mange tilfælde fjerner det fuldstændig fokus, når der en sjælden gang rent faktisk sker noget godt i ens liv, som man bare ikke ænser, fordi man er mere optaget af de problemer man føler sig forfulgt af). Men den inderste gnist er ikke en permanent skade som aldrig kan løses - det er depressionen. Og er der noget den er ekspert i, så er det at piske en dårlig stemning op hver gang man skal konfronteres med konflikter og problemer i sit liv. Og nogen gange blæser den dem også gerne op i uproportioneret størrelser, uden man bemærker det. Selv de problemer som føles som om de har forfulgt en for evigt (typisk dårligt selvværd, mangel på venner/kærester/succes og ligende) er også et symptom fra depressionen.
Problemet er bare de situationer hvor man er fastlåst, og fuldstændig bundet på hænder og fødder. Man kender måske allerede løsningen, men man har ikke mulighed for at nå den.
Jeg var tvunget til at leve i samme hus som en tyrannisk og nogen gange voldelig far ind til jeg var 18, og havde mulighed for at flytte hjemmefra. Men når man er i selve situationen, og der kan være lange udsigter til en potentiel løsning, så nytter det bare ikke meget i selve nuet. Og endnu værre er det, hvis man står i en situation hvor man ikke engang har udsigter til ændring. Men i langt de fleste tilfælde ér der ofte noget der kan gøres (jeg burde måske have kontaktet kommunen når min far slog mig), men det er dog ikke altid man som sagt evner at finde ud af hvad der kan gøres, og hvordan. Det er der den største udfordring ligger, men det betyder ikke at det er umuligt.
Man skal virkelig være enormt langt ude at skide, og virkelig vide at der ikke findes nogen løsning, uanset hvad, før selvmord egentlig giver mening. I de fleste tilfælde er det mere et spørgsmål om at ville være fri for de enorme problemer man ikke kan finde et svar på, end det egentlig er fordi man ikke ønsker at trække vejret mere. Det paradoksale er bare, at når man er psykisk syg så har man meget sjældent en objektiv og rationel evne til at kunne vurdere hvorvidt ens problem er fuldstændig uløseligt eller ej. Også selvom man tror man har.
Og i rigtig svære tilfælde, har måske sågar selv raske mennesker ikke engang evnen til helt at kunne vurdere det. Forskellen er dog bare, at trods de ikke evner at kunne finde løsningen, har de det mentale overskud til stadig at håbe, som de fleste selvmordstruende ikke har. Et håb om at der findes en millard million forskellige kombinationer og metoder og muligheder i alle mulige afskygninger på kryds og tværs, at ét eller andet sted, skal der sikkert være noget. Hvorvidt kampen om at finde det er mulig eller overhovedet energien værd, det kan være svært at svare på. I sidste ende er det jo kun dit liv, og du bestemmer. Det er bare op til dig at afgøre om du vil risikere at der rent faktisk fandtes en anden udvej, som du ikke søgte længe nok for at finde.
Det kan måske umiddelbart lyde marginaliserede at (for mig!) bunder selvmords tanker nok primært i et ønske om at flygte fra mine problemer. Men "problemer" er et relativt begreb, og kan dække over alt fra sure forældre og dårlige karakterer i skolen, til kroniske fysiske sygdomme der får dine ben til at visne væk og dig blind inde for 2 år. Det kan være en subjektiv vurderings sag hvornår et problem er "stort nok", men den afgørende faktor er hvordan vi vælger at håndtere vores problemer.
0 kommentarer: