Tankemylder giver mig dårlig hukommelse
Mit blog format har ændret sig en smule siden jeg begyndte at skrive igen, men eftersom jeg ikke fornemmer jeg har nogen faste læsere (hvis nogen læsere overhovedet), skriver jeg alligevel også mest til mig selv. Det er paradoksalt at jeg kan ærgres over at depressive mennesker er svære at nå ind til fordi man ofte overkomplicere det med en "så simpelt er det ikke" undskyldning, for nu tager jeg mig selv i at tænke det samme, når jeg overvejer om mine egne råd kan hjælpe mig. Men jeg er stadig i en ret mild tilstand, så selvfølgelig er det ikke for kompliceret. Det er ikke fordi det ér kompliceret, det er nok snare fordi jeg ikke orker det, og ikke kan overskue det. Men det er altså noget andet.
Især tankemylder kan lægge en tung hjelm om hovedet, hvor det eneste der ikke er tåget, er de tilfældige tanker der danser rundt hele tiden. Så jeg har ikke et klart udsyn eller på nogen måde er i stand til at vinkle min situation særlig rationelt, andet end når jeg har nogen enkelte klare øjeblikke, som nu, hvor jeg kan kigge tilbage og rationalisere.
Det er så i enkelte øjeblikke hvor jeg er heldig at finde netop dén tanke, som kan motivere mig til at holde hovedet oppe. Problemet er bare, at jeg bliver så pokkers glemsom når jeg er nedtrykt og har tankemylder. Jeg har brugt hele dagen i dag på at diskutere med mig selv om jeg burde bryde en ellers positiv 'streak' om ikke at købe slik, fundet mere end rigeligt med argumenter for hvorfor det ikke gavner mig, og kun meget svage argumenter (læs: undskyldninger) for hvorfor jeg skulle gøre en undtagelse, nu hvor jeg er trist. Og selvfølgelig endte jeg med at købe citronmåne og cocio, bare for at få lukket munden på netop dé tanker. Bare det ikke bliver min løsning fremover.
Men er jeg heldig, så finder jeg dén tanke der motiverer mig aller mest. Min største bekymring de senere dage har været at min nuværende sindsstilstand kan udvikle sig til en fødselsdepression, og fordi jeg netop ligger i risikogruppen, skrev jeg en masse potentielle tanker ned i min notesbog før fødslen, da jeg stadig havde et klart hovede og kunne skrive en rationel respons på de tanker. De fleste tanker var dog ikke relevante for mig, med undtagelse af et enkelt godt råd, jeg har skrevet til mig selv. Nemlig at være stærk. Jeg valgte at være stærk sidste år og bekæmpe "bjørnen" for min afdøde søns skyld, fordi det ikke gavnede mig at sidde fast (lettere sagt end gjort, I know) og skulle hellere fokusere på en ny graviditet. Den fik jeg, og det ville kun virke fjollet nu hvor jeg står med en dejlig rask søn i armene, at lade depressionen krype ind over mig igen. Jeg har alt hvad jeg drømte om sidste år nu, og er jo i et lykke scenarie til sammenligning. Og her står jeg med en levende søn, som er afhængig af at jeg er velfungerende.
Det er motiverende for mig at holde mig stærk for noget der rækker ud over mig selv. Havde jeg ikke været mor, kunne min dårlige selvtillid sikkert let opsluge mig og ikke give mig ret meget grund til at give mig et liv jeg hellere fortjente.
Hovedkernen er bare at huske den lille motiverende guldklump, for er der noget tankemylder og en tung tåget hjelm kan gøre, så er det at glemme den slags igen, så man syner hen og mister fokus.
Hvis også bare jeg kan huske at sætte mere musik på, og forlange flere kram og kys af kæresten, så kan jeg nok godt klare mig igennem det. Og holde tankerne i skak med noget aktivt arbejde som oprydning, hvilket paradoksalt nok ikke er det jeg orker lige nu. Men det er netop det jeg orker mindst, der gavner mig mest. Det fjerner fokus fra tankerne, plus jeg får et rent hjem som gør mig mere afslappet fordi jeg bliver mere tilpas i mine omgivelser.
Update, nogen dage senere:
Det går pludselig op for mig at det hele bunder i stress. En obligatorisk stress som følger med de fleste nybagte mødre.
Det er mærkeligt at stress altid er den sidste ting jeg overvejer, når jeg har det skidt, men næsten altid er der hvor hele balladen starter. Jeg bliver stresset over ting i min hverdag, og det i tilgift giver mig tankemylder, som igen gør mig trist, og i sidste ende kan give min depression. Det hænger sammen det hele, og den slags ting kommer sjældent ud af det blå. For mig har stress nok egentlig altid været hovedkernen i mit humør og min psyke.
Det hjælper en hel del at kunne sætte finger på hvad der er skyld i hele misseren, og jeg har det meget bedre nu hvor jeg kan forholde mig til det. Det er svært at forebygge en tendens, hvis man ikke ved hvor kildens udspring er.
Så nu tager jeg mine forbehold. Mediterer når tingene bliver frustrerende, går i bad og køler ned når det hele koger over, og prøver generelt at forholde mig mere rationelt til de situationer som får min puls op (for slet ikke at nævne, at undgå de situationer fuldstændig, som jeg ved altid får min puls op).
0 kommentarer: