Mistanke om depression? Hvad du som minimum bør gøre

21.7.15 Mikki Ragn 0 Comments


Jeg kan ikke love at denne blog kan hjælpe alle, da vi alle er forskellige mennesker der oplever og tackler ting i vores liv på forskellige måder, samt depressioner kan føles ganske forskelligt. Men derfor gør jeg alligevel et forsøg, i håb om bare at kunne gøre en lille forskel, for nogen få mennesker. Min primære indstilling til min depression har også altid været, at det skader ikke at prøve, når man er desperat og bare vil ud af den.

Men en ting er de mere subjektive måder at håndtere det på, andet er de kolde facts som jeg virkelig anbefaler at du bør gøre, hvis du har mistanke om depression, eller har en diagnose men ikke har gjort mere.

Den første mistanke om depression kan komme når man over en længere periode har oplevet nedtrykthed, manglende interesse for de ting man normal kunne lide, øget/nedsat appetit eller søvn, og ofte en meget negativ tankegang.
Det kan være du måske allerede har checket div. hjemmesider for symptomlister, og har kunnet nikke genkendende til en del. Det er ikke nogen dårlig idé at læse symptom lister på nettet for at få et prej om hvad der måske kan være galt, men det kan IKKE erstatte en diagnose, og det er svært at bruge det til noget konstruktivt. Det er KUN en læge der kan stille en brugbar diagnose, da der er langt flere ting end blot hvilke symptomer du har oplevet, som spiller ind.

Snak med nogen.
Find en person du har tillid til, om det er en ven, familie, kollega/lærer eller noget andet. Tal med dem!
Det gør en verden til forskel at kunne udtrykke de følelser og tanker man har til et andet menneske - og helst gerne face to face, da fysisk kommunikation kan noget net kommunikation ikke kan. Hvis du er et barn/meget ung, vil jeg i høj grad råde dig til at du også snakker med en myndig person der har mulighed for at hjælpe dig videre.

Det kan være svært at tage tilløb til at søge professionel hjælp, men at tale med andre kan være en god start, og vænne en til tanken om at tale mere åbent om de problemer du oplever. Det kan også være utrolig svært at tage initiativet til at søge mere hjælp, eller man aner ikke hvor man skal starte, og så kan det være utrolig støttende at have en anden til at hjælpe en videre.

Hvis du ikke føler du har nogen venner eller mennesker du kan tale med i den virkelige verden, så kan man selvfølgelig komme langt med net venskaber, eller sågar helt fremmede. Ellers skal du også være velkommen til at skrive til mig :)

Bestil en tid hos lægen
Samtaler med andre kan hjælpe meget, men det er ikke altid nok. Venner og familie har ikke de redskaber og viden som måske skal til for at hjælpe dig videre.
En læge kan hjælpe med at slå fast om der er tale om en depression, eller om dine symptomer skyldes noget andet. Fastslår lægen at der er tale om en depression, kan han/hun også hjælpe dig videre med en behandling. Den kan bestå af medicinering, psykolog/psykiater hjælp, terapi, eller noget helt andet. Det er noget du kan tale med lægen om, så I i samarbejde kan finde ud af hvad der ville være bedst for dig. (Og HUSK, at selv hvis hvad lægen forslår ikke hjælper dig nogen vegne, betyder det ikke at du skal give op! Der er et væld af uendeligt mange muligheder hvad angår behandlings metoder for depression, så hvis et par enkelte af dem fejler, betyder det ikke at du er et håbløst tilfælde - det betyder bare du ikke har fundet det rigtige endnu).

Det kan være enormt svært for nogen at tage initiativet til at få kontaktet en læge. Man kan komme op med masser af undskyldninger for hvorfor man ikke vil søge professionel hjælp. Nogen er ikke engang helt sikker på hvordan og hvorledes man gør. Andre underminerer måske bare alvorligheden i deres tilstand, og mener ikke det er vigtigt nok. Men faktum er, at hvis det påvirker din hverdag i en negativ retning, så er det vigtigt nok!
Det kan være en hurdle man lige skal over, og du kan måske bede om hjælp fra familie eller venner, men når det først ér gjort, så bliver det hurtigere lettere i fremtiden. Og det kan blive nødvendigt at du skal søge denne type hjælp mere end én gang.

Jeg har snakket med mange unge som har utrolig svært ved at få taget hul på netop denne del, fordi de ikke føler de kan tale med deres forældre om det, og ikke ved hvordan de skal gribe det an.
Du kan altid ringe til din læge uanset hvad (inde for åbningstiderne, selvfølgelig ;) ), og nummeret står på dit gule sygesikringskort. Selv hvis du ikke gør det for at bestille en tid, kan du stadig få en samtale over telefonen, som minimum med sekretæren som også har kendskab med sygdomme. Forklar din situation, og jeg er sten sikker på I kan finde ud af noget sammen.
Dine forældre vil dog blive informeret før eller siden, hvis det viser sig at der er tale om en depression - men med en læges ord for det, er de nød til at tage det alvorligt.
Ofte undervurderer man som ung også sine forældres bekymring og omsorg, og tror at de ikke er interesseret, men i langt de fleste tilfælde er forældre meget interesseret når de bliver konfronteret direkte med sandheden.

Medicin - psykolog - psykiater - terapi... Hvad skal man vælge?
Der findes et hav af muligheder når det kommer til behandling af depression - og det er bare om at udnytte alle de tilbud man kan komme i nærheden af! Husk altid dig selv på at mulighederne nærmest er utømmelige, og nogen gange skal de samme ting prøves af mere end to gange, eller kombineres med det rigtige mindset før det virker. Giv ikke op, bare fordi du har prøvet nogen ting som ikke gik som planlagt. Det tog mig 11 år at finde den rigtige medicin og hjælp, og jeg havde mistet håbet flere gange - men blev alligevel ved med at søge.

Hvad der er bedst for dig, er selvfølgelig noget du må prøve dig frem med. For nogen er medicin ikke svaret, for andre hjælper det utrolig meget. For mig gjorde medicin udslaget, men for min kæreste var det noget helt andet der skulle til. Omvendt har jeg ikke fået vildt meget ud af psykolog samtaler, men det hjalp min kæreste meget. MEN, det tog os begge mange forsøg med begge ting, før vi kunne konkludere det. En af klasse symptomerne på depression er at man ofte giver hurtigt op, og ikke har tålmodigheden til at afprøve ting længe nok til at de har en chance for at gøre en forskel.
Det er forskelligt hvad der virker for folk, og i hvilken kombination. Men jeg tror at uanset hvad man vælger, så er det vigtigste element dén indsats man også selv gør. Medicin kan ikke gøre underværker alene, hvis mindsettet ikke er der, og psykolog hjælp nytter ikke noget hvis man ikke selv tror på det.
Depression er ikke ligesom en fysisk sygdom, hvor man bare tager nogen piller og så klarer det hele sig af sig selv, uden man behøver spekulere mere over det. Mange kombinerer også ofte medicin og psykolog, fordi medicin ofte mest virker som krykker, men krykker der kan gøre det lettere at rejse sig op med egen kraft.

Du kan i samarbejde med din læge finde ud af hvilke løsninger der passer til dig. Virker det der forslås ikke, så skal du snakke med lægen igen, og prøve noget nyt.
Forskellen på psykologer og psykiatere er, at psykiatere primært arbejder med at stille diagnoser og udskrive den rigtige medicin, hvorimod psykologer arbejder med samtaler og nogen gange giver værktøjer.
En læge kan henvise dig gratis til en psykiater, men ikke altid til en psykolog. Nogen gange kan man dog få rabat hos psykologen med en henvisning fra lægen. Der er også nogen typer forsikringer som dækker psykologhjælp i visse situationer, så det er værd at checke, hvis du har en.

Der findes et utal af præparater inde for anti psykotisk medicin. De virker på forskellige måder, og folk der tager det kan opleve forskellige ting. Derfor er der heller ingen grund for at jeg fortæller hvad min medicin hed, da der ikke er nogen grund til at tro at det vil virke for dig også.
Dog skal man i langt de fleste tilfælde (hvis ikke alle) bruge medicinen dagligt i minimum et par måneder (nogen gange op til et år) før man kan afgøre om det hjælper. Dette vil lægen informere om.
Men selv når medicinen rent faktisk virker, betyder det ikke at du skal stoppe med det samme. Det betyder heller ikke nødvendigvis at du er bundet  af det resten af livet. Ligesom at medicinen tager noget tid om at vise en positiv virkning, tager det også noget tid før den har "helet" dig nok til at du kan klare dig igen.
Som sagt, så ser jeg lidt medicin som en slags krykke, der er god at støtte sig op ad og som gør hverdagen mere overkommelig. Det skaber en mulighed for at psyken kan "gro sammen" (ligesom et brækket ben) igen, så man engang i fremtiden kan klare sig selv. Smider man krykken for hurtigt, kan man risikere at åbne 'bruddet' igen. Men det er også vigtigt, at til trods for at man har krykken, skal man stadig rense sit 'sår' for at øge mulighederne for at det heler. Og når man endelig smider krykken, så skal man stadig træde varsom!
Hav en god dialog med din læge for at forhøre dig når du føler det er ved at være tid til at skære ned på medicinen. Hvis din læge fraråder det, så lyt til ham/hende! Better safe than sorry.

Medicin og psykologer/psykiatere er noget af det mest normale inde for behandling af depression, men det er langt fra de eneste muligheder der er, og mange af dem kan du gøre derhjemme (men stadig i kombination med professionel hjælp!) Det aller bedste er at kombinere så meget man kan, og prøve det hele, med et åbent sind.
Et par ting der kan nævnes er:
Lys terapi (lys lampe med et helt specielt lys, du har stående derhjemme)
Gruppe terapi
Motion
God kost/rigtige vitaminer og mineraler (forudsat det ikke er på plads i forvejen)
Kugle dyne
Meditation, af forskellig art
Kognitiv terapi
... Og meget andet!

Din måde at tackle og løse sygdommen på ..
Denne del kan jeg desværre ikke give dig noget klar svar på hvordan du gør. Det er her, hvor vi for alvor er meget forskellige. Både måden vi tænker på, men også i høj grad hvad det er der har skabt lige netop din depression. Behandling af depression har sjældent en simpel løsning, og det er man nød til at være indstillet på. Det er derfor det er vigtigt at man gør hvad man kan for at holde sig oven vande, og finde den tankegang og det mindset der hjælper lige netop dig igennem den svære tid.
Måske er du et tilfælde ligesom mig, med en tankegang meget i stil med min, og en depression der udsprang af samme grunde, og forhåbentlig kan du bruge min blog til ét eller andet.
Og måske er du helt helt anderledes, og kan ikke relatere til noget som helst jeg skriver. Jeg ville ønske jeg kunne hjælpe alle ud af det helvede depressionen er, men folk og deres depressioner er helt specielle tilfælde, og derfor er det vigtigt at man finder sin helt egen måde at tackle det hele på.
Men den der har den bedste mulighed for at hjælpe dig ud af depressionen, er dig selv.

Jeg ønsker dig det bedste. Selv lidt fremgang, er stadig fremgang!

0 kommentarer: