Set i bakspejlet, var jeg nok ret svær at hjælpe..
Hvis jeg kunne rejse 7 år tilbage i tiden, og fortælle mit tidligere jeg at jeg i dag oplever langt flere små øjeblikke af pure lykke og rå livsnydelse i nuet end jeg nogensinde har gjort, så ville jeg nok ikke have troet mig selv.
Måske havde jeg turde håbe, men i stedet hængt mig i at 7 år er lang tid at vente på oprigtig lykke.
Jeg ville sikkert have svært ved at overbevise mit tidligere jeg om at lykke altså ikke er noget der kommer natten over. Det sker hen ad vejen, og det er især nu jeg med sikkerhed kan bekræfte at mit nuværende liv i overvejende grad har langt flere lykkelige øjeblikke, end noget andet.
Det er svært at gøre en depressiv person selvbevidst nok om sin egen tilstand til at det er dem muligt at få nok perspektiv over situationen til at kunne se det på et rationelt plan. Det er svært at forklare en depressiv hvordan landet ligger, og hvorfor det måske ligger sådan.
Realistisk set kan jeg ikke rejse i tid, for så havde jeg måske turde tro på hvad jeg hørte, når det kom fra mig selv fra fremtiden, men kom det fra en anden person, så havde jeg uden tvivl kastet deres påstand bort. Hvad ved de overhovedet om min situation? Livet som depressiv er så kompleks og så unikt at intet andet væsen har nok kendskab til den helt individuelle situation til bare tilnærmelsesvis at kunne sjusse sig til noget der lyder som en realistisk sandhed.
Det er nok også en af grundene til at jeg selv ikke har meget tillid til hvor brugbar denne blog kan være for andre depressive. Det er en ond spiral mange depressive ender med at sætte sig selv i - ens egen tilstand er så personlig, at man ikke tør tro på at noget andet væsen har noget der ligner kendskab til hvad der foregår.
Det gør det svært at hjælpe. Og endnu værre, det gør det svært at modtage hjælp fra andre. Det betyder selvfølgelig ikke at forsøget ikke nytter, tanken om den intention der er ved at forsøge var for mig ofte mere end rigeligt, også selvom jeg ikke havde tillid til de råd jeg fik. Men jeg lyttede sjældent, også selvom rådene var simple og det faktisk var ganske simpelt og lige til at prøve dem, så gjorde jeg det sjældent alligevel. For jeg havde dumpet dem før de overhovedet var kommet ud af munden på den der gav mig dem.
Vi er ikke alle ens. Nogen er endt der, hvor de har gravet sig et dybt hul, andre har stadig tillid til oververdenen. Jeg var svær at komme ind til, svær at hjælpe. Det var måske en af grundene til at medicin var det eneste der rigtig satte skub i tingene for mig. Måske er jeg for stædig til at tage imod hjælp, måske har jeg bare for lidt tillid til at andre mennesker end mig selv, også kan have det svært eller have empati (eller måske ligefrem relatere) til min situation.
Men jeg ser nogen gange lidt mig selv i andre unge depressive mennesker, som jeg af og til prøver at hjælpe. Man giver det samme råd igen og igen, og uden afprøvelse bliver det kastet bort det øjeblik det modtages. Depressionen dræner en for så megen energi, at man ikke engang har mentalt overskud til overhovedet at overveje om det er besværet værd. Udover at det kræver energi at give det et forsøg, så har man på forhånd et negativt mindset som har fejlerklæret det allerede fra begyndelsen. Der er intet der virker for mig alligevel, og jeg har prøvet så meget andet der ikke virkede, så hvorfor skulle dette være anderledes? Men alt hvad jeg har prøvet, har ofte været halvhjertet, af netop de grunde. Der er ingen der lover man bliver rask i morgen, men måske har det alligevel noget at sige hvor meget man har lagt i det.
Det er en ond cirkel, og det bider hele tiden sig selv i røven. Man er i en situation hvor man har brug for hjælp fordi man er syg, men sygdommen er den som dræner en for så megen energi, at man ikke er i mental stand til at tage imod hjælpen og gøre hvad der måske skal til, for at man kommer bedre på vej.
Er den helt slem ender man måske i en situation hvor folk omkring en har opgivet at hjælpe . ikke fordi de ikke vil, men fordi også de føler sig magtesløse når de bliver afvist. Og det resultere måske i at den depressive føler sig endnu mere forladt, fordi folk nu er stoppet med at forsøge at hjælpe. Og det i tilgift gør personen endnu mere håbløs, ikke kun for råd, men også for ens omgivelser. Det bliver en skrue uden ende, og det bliver kun værre og værre.
Det paradoksale ved en depressivs velbefindende, synes jeg, er at det er den depressive selv som har det største ansvar for at få det godt igen, men det samtidig også er den depressive selv, der er i aller mindst kontrol over det.
"Du er din egen lykkedssmed" er nok det mest irriterende ordsprog at høre når man er svært depressiv. Det er så stort et ansvar, at det nærmest kun giver større lyst til at grave sig ned. Men omend alle omkring mig kan forære mig alle de værktøjer og virkemidler der skal til på et sølvfad, så er det i sidste ende kun mig selv der vælger om jeg vil bruge det, og om jeg bruger det korrekt. Desværre er jeg nok også ofte den sidste til at se, at jeg ikke engang holder hammeren rigtig, når jeg bruger den til at slå mig selv i øjet med, mens jeg klager over at sømmet ikke holder.
Måske havde jeg turde håbe, men i stedet hængt mig i at 7 år er lang tid at vente på oprigtig lykke.
Jeg ville sikkert have svært ved at overbevise mit tidligere jeg om at lykke altså ikke er noget der kommer natten over. Det sker hen ad vejen, og det er især nu jeg med sikkerhed kan bekræfte at mit nuværende liv i overvejende grad har langt flere lykkelige øjeblikke, end noget andet.
Det er svært at gøre en depressiv person selvbevidst nok om sin egen tilstand til at det er dem muligt at få nok perspektiv over situationen til at kunne se det på et rationelt plan. Det er svært at forklare en depressiv hvordan landet ligger, og hvorfor det måske ligger sådan.
Realistisk set kan jeg ikke rejse i tid, for så havde jeg måske turde tro på hvad jeg hørte, når det kom fra mig selv fra fremtiden, men kom det fra en anden person, så havde jeg uden tvivl kastet deres påstand bort. Hvad ved de overhovedet om min situation? Livet som depressiv er så kompleks og så unikt at intet andet væsen har nok kendskab til den helt individuelle situation til bare tilnærmelsesvis at kunne sjusse sig til noget der lyder som en realistisk sandhed.
Det er nok også en af grundene til at jeg selv ikke har meget tillid til hvor brugbar denne blog kan være for andre depressive. Det er en ond spiral mange depressive ender med at sætte sig selv i - ens egen tilstand er så personlig, at man ikke tør tro på at noget andet væsen har noget der ligner kendskab til hvad der foregår.
Det gør det svært at hjælpe. Og endnu værre, det gør det svært at modtage hjælp fra andre. Det betyder selvfølgelig ikke at forsøget ikke nytter, tanken om den intention der er ved at forsøge var for mig ofte mere end rigeligt, også selvom jeg ikke havde tillid til de råd jeg fik. Men jeg lyttede sjældent, også selvom rådene var simple og det faktisk var ganske simpelt og lige til at prøve dem, så gjorde jeg det sjældent alligevel. For jeg havde dumpet dem før de overhovedet var kommet ud af munden på den der gav mig dem.
Men jeg ser nogen gange lidt mig selv i andre unge depressive mennesker, som jeg af og til prøver at hjælpe. Man giver det samme råd igen og igen, og uden afprøvelse bliver det kastet bort det øjeblik det modtages. Depressionen dræner en for så megen energi, at man ikke engang har mentalt overskud til overhovedet at overveje om det er besværet værd. Udover at det kræver energi at give det et forsøg, så har man på forhånd et negativt mindset som har fejlerklæret det allerede fra begyndelsen. Der er intet der virker for mig alligevel, og jeg har prøvet så meget andet der ikke virkede, så hvorfor skulle dette være anderledes? Men alt hvad jeg har prøvet, har ofte været halvhjertet, af netop de grunde. Der er ingen der lover man bliver rask i morgen, men måske har det alligevel noget at sige hvor meget man har lagt i det.
Det er en ond cirkel, og det bider hele tiden sig selv i røven. Man er i en situation hvor man har brug for hjælp fordi man er syg, men sygdommen er den som dræner en for så megen energi, at man ikke er i mental stand til at tage imod hjælpen og gøre hvad der måske skal til, for at man kommer bedre på vej.
Er den helt slem ender man måske i en situation hvor folk omkring en har opgivet at hjælpe . ikke fordi de ikke vil, men fordi også de føler sig magtesløse når de bliver afvist. Og det resultere måske i at den depressive føler sig endnu mere forladt, fordi folk nu er stoppet med at forsøge at hjælpe. Og det i tilgift gør personen endnu mere håbløs, ikke kun for råd, men også for ens omgivelser. Det bliver en skrue uden ende, og det bliver kun værre og værre.
Det paradoksale ved en depressivs velbefindende, synes jeg, er at det er den depressive selv som har det største ansvar for at få det godt igen, men det samtidig også er den depressive selv, der er i aller mindst kontrol over det.
"Du er din egen lykkedssmed" er nok det mest irriterende ordsprog at høre når man er svært depressiv. Det er så stort et ansvar, at det nærmest kun giver større lyst til at grave sig ned. Men omend alle omkring mig kan forære mig alle de værktøjer og virkemidler der skal til på et sølvfad, så er det i sidste ende kun mig selv der vælger om jeg vil bruge det, og om jeg bruger det korrekt. Desværre er jeg nok også ofte den sidste til at se, at jeg ikke engang holder hammeren rigtig, når jeg bruger den til at slå mig selv i øjet med, mens jeg klager over at sømmet ikke holder.
0 kommentarer: