6 ting du kan gøre for at hjælpe dig selv på vej

3.1.16 Mikki Ragn 0 Comments

Et nyt år er begyndt, og det er for mange en anledning til at starte på en frisk og håbe på et bedre år end det forgående.
Jagten på at komme en depression til livs kan virke evig og nogen gange uden resultat. Men trods en følelse af håbløshed og mangel på progres, ændrer det heldigvis for mange ikke på det endelige håb - ønsket om at blive rask.

Mit bedste råd til alle derude, er at uanset hvor håbløs rejsen mod målet nogen gange kan føles, så er det absolut vigtigste altid at man bliver ved. At man altid prøver, altid søger, altid springer op på hesten igen. Det giver pote i den lange ende, også selvom den ende kan føles uendelig lang.

Jeg vil gerne videregive nogen små tips til måske at hjælpe tingene lidt på vej i den rigtige retning. Ting som du selv kan gøre. Noget til at starte det nye år på. Nogen vil måske føle at råd som disse marginalisere alvorligheden i en depression, fordi de er "simple", eller kaste dem bort fordi roden til deres depression er langt mere alvorlig end det.
Man skal være heldig, og kun have en forholdsvis mild depression hvis disse ting alene kan gøre udslaget, så det vil jeg slet ikke love at det kan. Men "alt eller intet" mentaliteten er ikke en man når langt med. Lidt har også ret, og selvom det kan virke banalt at spise vitaminer og børste tænder, så er det i det lange løb de små ting som kan gøre bare nogen enkelte ting i livet en lille bitte smule mere overskuelige. Og det kan i tilgift give det lille skub af ekstra energi, der måske skal til for at søge håbet igen, og tage flere chancer. Det er en domino effekt man ikke skal undervurdere. Og når man er depressiv og alt føles sort og håbløst, så kan selv de mindste ting være bedre end ingen ting. Lad for guds skyld være med at forkaste et råd, fordi det er "for simpelt".

Jeg skal dog indskyde en disclaimer: Som nok de fleste depressive kan nikke genkendende til, så er mange ting, selv de aller simpleste og banale opgaver, ofte lettere sagt end gjort. Noget mange ikke-deprimerede ofte har rigtig svært ved at forstå. Her er det vigtigt at man tager tingene i sit eget tempo, og ikke sætter sky høje forventninger til sig selv, og så samtidig banker sig selv oven i hovedet når det ikke lykkedes at opnå dem.
Om så det så kun bliver gjort en enkelt dag, så er det stadig en succes, sammenlignet med slet ikke at have prøvet. Mind dig selv om det positive aspekt i overhovedet at have gjort forsøget, og prøv igen en anden gang. Rom blev ikke bygget på en dag, og det kan tage tid at komme ind i en rutine. Vær tålmodig med dig selv. Brug eventuelt alarmer eller en kalender i din mobil til at minde dig selv på dine gode vaner. Vær forstående overfor dig selv når du glipper, også selvom det er i en lang periode, bare du ikke glemmer at give det en chance igen.

1. Motion
Okay, vi kender den godt alle sammen. Motion skaber endorfiner, og de gør os glade. Samtidig gør motion dig også sund, hvilket i det lange løb også kan påvirke din psyke.
Problemet med motion som depressiv er bare, at er der noget man bare slet ikke har som depressiv, så er det den ekstra energi og overskud som en løbetur ofte kræver.
Men begræbet "motion" er nogen gange en lidt overfortolket størrelse. Du behøver ikke træne op til et maraton, eller købe en racercykel, eller føle dig ydmyget i et træningscenter.
En gåtur tæller også som motion, især hvis alternativet er slet ingenting. At skifte bussen ud med cyklen, tæller også. Og samtidig har du sparet nogen penge på transport. Du bestemmer selv niveauet og tempoet, den eneste regel er bare at du øger din bevægelse i forhold til hvad den er lige nu. Og du er ekstra heldig, hvis din nuværende aktivitet er lig nul, for så er bare en fem minutters gåtur rundt om blokken stadig en forbedring.
Kombiner det gerne med andre praktiske gøremål, såsom transport eller hvis du skal ud og handle.

2. Vitaminer/kost
Jeg blev faktisk utrolig overrasket da det gik op for mig hvor stor indvirkning visse vitamin mangler kan have på psyken. Men især også fysisk indvirkning, som i tilgift kan påvirke psyken. Mangel på jern giver for eksempel svimmelhed og træthed, og især træthed er allerede et problem for mange depressive.
Krop og sind hænger unægteligt sammen, og omend vitaminer nok ikke nødvendigvis kan kurer din depression, så kan det måske give dig en ekstra energi som ellers kan være utrolig tiltrængt, når man føler sig fanget under et bly tæppe.
Hvis du ikke lige har overskuddet til at købe tonsvis af grøntsager og frugt, eller sætte dig ind i om du nu spiser varieret og sundt nok, så køb nogen vitamin piller. Det siges dog godt nok at vitamin piller ikke må træde i stedet for varieret kost, men hvis du virkelig ikke har overskuddet til at spise andet end fryse pizzaer og færdig retter, så er vitamin piller stadig bedre end slet ingen ting.

3. Meditation
(Det her er et emne jeg gerne vil skrive et separat indlæg om en gang - hvis jeg glemmer det, og du mangler det, må du hjertens gerne minde mig på det!).
Rigtig mange studier viser at meditation kan have en positiv indvirkning på psyken. Det kan øge koncentrationen, noget som i forvejen kan være en udfordring for nogen depressive, men det kan også træne underbevidstheden i at håndtere konfliktende tanker på en konstruktiv måde. Samtidig kan det være en utrolig stor hjælp når man skal sove.
Faktisk har meditation så mange positive egenskaber, at der slet ikke er nogen grund til ikke at prøve det.
Mange ender dog hurtigt med at opgive, fordi de har svært ved at sidde stille, eller har en fejlagtig idé om at tanker skal bekæmpes. En ting er dog at man ikke helt har lært hvordan man gør, noget andet er også at meditation kan være mange ting. Det er ikke nødvendigvis bare den klassiske med at sidde i lotus stilling og gentage et mantra. Man kan også meditere mens man tegner (mandala), eller mens man går, eller mens man tager opvasken. Man kan også meditere mens man ligger ned, eller mens man står. Der findes utallige måder og teknikker, og også forskellige meditations former med forskelligt formål. Der er noget for enhver smag.

4. Lysterapi
Uanset om man har konkrete ting i sit liv der besværer det i en sådan grad, at det udløste depressionen, så spiller lys nu alligevel en ret stor rolle i ens psyke. Især ved vinter tid, hvor der ikke er ret meget sollys, kan mange opleve en nedtrykt sindstilstand. Dette kan afhjælpes med lysterapi. Det er dog ikke en hvilken som helst lys som kan gøre jobbet. For at kunne få lysterapi, skal man have en helt speciel type lampe, som har et større lys spektrum end en almindelig pære kan give. Det brede lysspektrum fungerer ligesom solen, som påvirker bestemte centre i nerven igennem øjnene. Dog findes der visse typer af lysterapi som fungerer igennem ørerne, som en slags earplugs, bare med lys i stedet for musik.
Problemet med lysterapi er desværre at disse lamper ofte er meget dyre. Der findes derfor nogen hjemmesider som tilbyder leason af lamperne til en langt lavere pris. Personligt vil jeg dog hellere anbefale at man leder på brugt markedet eller genbrugs butikker. Jeg har været heldig at finde en stor Philips lyslampe til kun 200kr i min lokale genbrugs butik.
Fordelen ved at have sin egen, frem for at låne, er at du ikke skal bekymre dig om den samlede leasing pris overstiger hvad en ny ville koste i sig selv. Lampen skal også have sin tid til at have en virkning, og det er surt at skulle aflevere den tilbage før du har fået ordenlig gavn af den. Man kan simpelthen ikke have en lyslampe for meget, for du behøver ikke være deprimeret for at få gavn af den. Mange af dem har også en utrolig lang levetid, sammenlignet med almindelige lamper.

5. Søvn
Søvn kan være lidt af en svær størrelse, når man har en depression. Et af de mest normale symptomer på depression er enten et større, eller et mindre behov for søvn end normalt. Begge ting kan være lige problematiske.
Det er derfor ekstra vigtigt at forsøge at holde søvn balancen på plads, og få nogen gode rutiner. Jeg plejede normalt at sove helt til klokken 12, på gode dage (andre gange gerne til klokken 13-14), hvilket selvfølgelig var ret problematisk når skolen startede klokken 8. Også selvom jeg slet ikke skulle noget, var det stadig et problem fordi jeg gik glip af det meste af dagen. Det betød dels at jeg gik glip af de vigtige lyse timer, men jeg fik også dårlig samvittighed over ikke at få brugt dagen særlig konstruktivt. Fordi selv for meget søvn kan paradoksalt nok gøre en enormt træt, så jeg havde ikke overskud til at lave noget fornuftigt, hvilket jeg bare endte med at klandre mig selv for.
(Der vil blive skrevet et indlæg specifikt om søvn på et tidspunkt - du må gerne rykke efter det, hvis jeg glemmer det).

6. Rutiner
Rutiner kan give en følelse af struktur i livet. Det kan få tingene til at blive mere overskuelige, og skaber mening i kaos.
Rutiner kan være alle mulige små ting, såsom at huske at børste tænder, spise vitamin piller ved hvert måltid, at gå en daglig tur, at feje gulvet hver tirsdag osv.. Men det behøver heller ikke nødvendigvis at være noget praktisk. Det kan også være at tegne en glad tegning en gang om dagen, eller tage yndlingstrøjen på en bestemt dag om ugen.
Et andet vigtigt element i rutiner, er også ting som at holde rent og opryddet. Medmindre du lider af OCD, og dette er et behov der har større magt over dig, end du over den, så vil jeg varmt anbefale rutine mæssig oprydning og rengøring.
Det er noget af det sidste en depressiv har overskud til at gøre noget ved, men personligt føler jeg også at der er en ret klar sammenhæng mellem rod i mit hoved, og rod i mit hjem. Det føles bare rarer at være til, når der ikke ligger gamle tallerkner med indtørrede madrester, og beskidte underbukser alle vegne. Det er lettere at kunne trække vejret, og tænke klart, når der ikke er et konstant kaos omkring en.
Det kan dog være en svær nød at knække når det er det sidste man orker, men små opgaver er lettere at overskue. Det er fx. lettere at tage opvasken hvis den tages i opløbet (fx. hver aften/morgen), i stedet for kun at blive taget når der ikke længere er noget rent service tilbage. Det er lettere at rydde op, hvis man tager et enkelt rum ad gangen, og sværger på at alle ting har en plads. Smid rigeligt ud, og glæd dig over hvor lækkert det er at slappe af i et rent hjem, når det er overstået. Sæt noget musik på for at gøre det lidt sjovt.


0 kommentarer: